Storkene er landet

storkenˍiˍlovel.jpg

Løvel gør sit for at leve op til at være Danmarks fertilitetslandsby nr. 1, det skal ingen være tvivl om.

Lørdag eftermiddag havde Løvel- og Omegns Borgerforening sammen med arbejdsgruppen ”Velkommen til Løvel” inviteret alle løvelborgere og pressen til en lille ceremoni for at fejre de mødre, der har haft besøg af storken i 2007.

Stedet var volden ved Havrisvej, hvor der langs volden er placeret 8 storke i træ, som symbol på de årgang - 2007 fødte børn i Løvel. Formanden for LOBF, Preben Thure bød velkommen til alle og særligt til de 5 mødre, der havde mulighed for at deltage i dagens arrangement. Hver familie modtog en buket blomster for deres synlige indsats.

Tilfældigt eller ej, så kunne de 5 mødre alle præsentere pige-børn. De stolte mødre på billedet er fra venstre – Anitta Jensen, Møllevej 8, Maibritt H. Nielsen, Næstegårdvænget 17, Henriette Bech, Kornvænget 1B, Helle Lautrup, Løvelbrovej 8 og Christel A. Jensen, Kistrupvej 13. (Fædrene er ikke nævnt, da ikke alle havde mulighed for at være med i arrangementet)

Den vakse tilskuer kunne samtidig iagttage en rigtig storkerede (inkl. en stork), der er placeret tæt op ad volden. Denne storkerede er lavet efter alle kunstens regler, og hunstorken i reden venter kun på en stork af hankøn.

Efter præsentationen af storkene var alle deltagere inviteret til kaffe og kage og overraskelser i Slugten. Ved den lejlighed kunne tovholder Karin Kallestrup fra ”Velkommen til Løvel”- gruppen offentliggøre en konkurrence. Der vil blive udloddet præmier til de 3 første forældrepar, der får barn i 2008. Præmierne er henholdsvis en barneautostol fra UJS Biler, en barnecykel fra Rolsted Cykler og et børnemøbel fra BP Handel.

Indlagt i arrangementet var samtidig præsentation af Friluftliv’s kommende projekter i Slugten. De fremmødte deltagere blev også vidner til 1. spadestik til nyt aktivitets/toiletbygning. Læs mere om
denne særlige del af arrangementet under nyheder.

En stor tak for støtte til arrangementet skal lyde til Løvel Tømrer- og Snedkerfirma, Løvel Smede- og Maskinværksted og Merko.

Alle ved at storken er en sjælden fugl, som kræver optimale rammer for at slå sig ned. Disse rammer har vi i Løvel og omegn, hvilket de mange fødte børn og kommende fødsler bekræfter.